Månedens digt: 'Fryden' af Andreas Pedersen
Igen bevæger vi os i en Japanomania og Lost in Translation-vibe, hvor digtets smukke og største sorg ikke er døden, men ikke at kunne nærme sig sit medmenneske. Ingen kan gribe de små øjeblikke som Andreas Pedersen, og derfor skal han tilføre februar et spirende håb i en kold tid.
Af Biblioteket
¤
I metroen i Tokyo sad der en ung mand, som ikke kan have
været meget ældre end mig, sikkert yngre. Han sad alene, og han
var i gang med at dø. Det betyder ikke, at han døde. Muligvis
dør han først om mange år. Men han var i gang med at dø. Han
sad op ad en jernstang og sov, og metroens vuggen fik hans ho-
ved til at slå imod jernstangen, ikke særligt voldsomt. Hver gang
åbnede han øjnene en smule uden at vågne. At se ham var som at
se på den måde en revne løber gennem glas på, uforudsigeligt af-
sted fra et punkt, fra den uafvendelige sårbarhed. Han så så blid
ud, i støvet arbejdstøj med fint foldede hænder. Der løb en linje
af ydmyghed i ham. Det var ikke til at finde ud af, om han havde
smadret sin tommelfingernegl eller ikke, om det bare var støv og
mudder, der fik det til at se sådan ud, og der var en stor smerte i
aldrig at kunne få det at vide.
¤
