Lokal forfatterweb

Frie fodspor - Marie og Torben Lau Florin

Lokale vandrebogsforfattere Marie og Torben Lau Florin (fra hhv. 1977 og 1974) med bloggen 'Frie fodspor' beskriver vandreture og tips dertil i et fedt univers både på blog og i deres bøger. Parret bor i Snekkersten og nyder også at vandre i Nordsjælland.

Af Biblioteket

Har blandt andet skrevet:

  • Til fods på Bornholm - Forlaget Muusmann, 2024

Hvad skriver I om?

Vi lever livet til fods og ”skriver bøger med fødderne”: Fortællinger fra vores vandreeventyr rundt om i verden er med guidekapitler, der gør det nemt at komme fra vandredrømmene hjemme i sofaen og ud på stierne. Som førstegenerationsvandrere er vi erfarne i nybegynderfejl på stierne og pædagogiske formidlere af den viden om vandring, man mangler i rygsækken, når man vokser op i asfaltjunglen eller parcelhusland. 

 

Hvad inspirerer jer?

Vi er inspirerede af den indre rejse, en vandring er: Hvordan naturen og mennesker mødes på stierne åbner for nye refleksioner over livet. For os er vandring blevet en måde at være i livet på. Sammen har vi skabt vandrebloggen friefodspor.dk, der med mere end 55.000 unikke læsere om måneden er en af Danmarks mest besøgte. Vores mål er at give andre mod på at vandre gennem brugbar, ærlig og motiverende vandreinspiration.

 

Har I et lokalt yndlingssted?

Vi holder meget af at vandre i Nordsjælland – kysterne, skovene, byerne og alle de ukendte perler. Det har altid undret os, at så få af Nordsjællands bedste vandrestier er afmærket, så nye vandrere kan finde dem, og lokale kan gå på opdagelse i naboområderne. Derfor deler vi på 'Frie fodspor' ofte inspiration til lokale ture de steder, hvor vi ville ønske, der var en officiel vandrerute. Vi arbejder med udvikling af vandrestier, og håber at kunne bidrage til, at flere af Helsingørs stier kommer på vandrekortet.