Initiativer på Helsingør Kommunes Biblioteker

Læs mere om de initiativer og projekter Helsingør Kommunes Biblioteker arbejder med nu og i den nærmeste fremtid.

Liv i landsbyen - et projekt om at styrke den lokale sammenhængskraft i landsbyer

Icon Description

Projektet Liv i landsbyen er et projekt med midler bevilliget fra Slots- og Kulturstyrelsens Udviklingspulje for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre.

Projektets formål er at understøtte den lokale sammenhængskraft i landsbyer ved at gøre biblioteket relevant for borgere med lang afstand til et fysisk bibliotek. 

Gennem 125 prøvehandlinger (formidlingsformater og aktiviteter), som udvikles i deltagerkommunerne og deles på tværs, er målet at blive klogere på tendenser, behov og effektfulde tiltag i små samfund. Undervejs vægtes metoder og samarbejde med borgere, foreningsliv og andre aktører, som kan medvirke til at styrke deltagelseskulturen.

Biblioteker der indgår i projektet foruden Helsingør Kommunes Biblioteker er Brønderslev Bibliotek, Vejle Bibliotek, Slagelse Bibliotek og Hillerød Bibliotek.

Helsingør Kommunes Biblioteker varetager rammeprojektlederrollen. 

Projektet udføres i perioden 2024-2025.

Projekt Styrket læsekultur - samarbejde med 4 klasser på HF og FGU i Helsingør Kommune

Icon Description

Samarbejde mellem biblioteket og fire klasser fordelt på HF og FGU i Helsingør Kommune, hvor vi i løbet af et halvt år laver læsekultur-aktiviteter, der derigennem styrker læsning, litteraturlyst såvel som trivsel. 

Aktiviteterne laves sammen med eleverne, således er de medskabende på aktiviteterne. 

Projektet er støttet økonomisk af Region Hovedstadens Kulturpulje.

Med Skolen På Biblioteket - samarbejde med 300 folkeskoleklasser i Helsingør Kommune

Icon Description

Helsingør Kommunes Biblioteker har et fastforankret samarbejde med alle 16 folkeskoler i Helsingør Kommune. Der er ca. 300 klasser fordelt på de 16 folkeskoler. I alt ca. 6000 elever.

Partnerskabet mellem bibliotek og skoler er et formaliseret samarbejde, hvor vi med fælles ressourcer og økonomi udvikler et katalog med tilbud om forfattermøder til alle klasser fra 0.-9. klasse.

Samarbejdet tages op på årlig basis på fælles styregruppemøder mellem biblioteks- og skoleledelser. Den fælles planlægning og idéudvikling foregår i koordineringsgrupper med bibliotekarer og PLC’ere. 

Vi tror på, at ved at samarbejde kan vi sammen skabe det bedste tilbud for børn, som kan være med til at fremme deres læseglæde og dermed også evne til at læse og forstå både faglitterære og fiktive tekster samt blive gode til at agere kildekritiske i forhold til den kæmpe store vidensmængde, der er til rådighed i dag. Faktisk tror vi ikke bare - vi har også en del beviser på, at den måde at arbejde på kan være med til at give børnene en øget lyst til at læse.

Strategiske fokus på bæredygtighed og FN’s verdensmål

Icon Description

På Helsingør Kommunes Biblioteker er vi i 2024 trådt ind i arbejdet med FN’s 17 verdensmål. Dermed har vi tilsluttet os de 40 andre biblioteker, der landet over er blevet eller bliver certificeret i forhold til verdensmålsarbejdet. 

Samtidig har vi i vores strategi for 2024/2025 valgt at sætte fokus på bæredygtighed som indsatsområde. 

Derfor fokuserer vi nu kraftigt på grønne indsatser og bæredygtighed. Både i det klassiske biblioteksarbejde, der handler om formidling og vidensdeling – men vi har også kastet os over nye arbejdsmetoder, så som opsøgende arbejde i lokalmiljøer og involvering i samskabende processer og indsatser med borgerne. Alt dette for at skabe handlemuligheder og fællesskaber, som understøtter udviklingen mod en mere bæredygtig verden. 

Eksempler på konkrete aktiviteter i 2024 er afvikling af byttemarkeder; foredrag og vidensdeling om biodiversitet, havet og plastik; fællesspisninger; workshops som ’Mere biodiversitet i haven’, ’Kloder af skrald’, ’Lap dit tøj’; med meget mere. Aktiviteterne har i høj grad været udviklet i samarbejde med lokale, grønne ildsjæle. Vi ønsker mere af dette fremover, fordi biblioteket er borgernes hus og fordi Helsingør Kommunes Biblioteker aktivt vil bidrage til at nå opfyldelsen af FN’s verdensmål sammen med borgerne. 

Bæredygtighed og grøn omstilling er et fokuspunkt i den daglige drift af vores 3 biblioteker samt tænkes så vidt muligt ind i arrangementer og øvrige aktiviteter.  

Haven på Espergærde Bibliotek - FN's verdensmål, biodiversitet og samskabelse

Icon Description

Biodiversitet og samskabelse på Espergærde Bibliotek

I dette haverum samarbejder bibliotek og frivillige om at skabe bedre vilkår for biodiversitet. Det gør vi ved at erstatte græs med hjemmehørende, insektvenlige planter og opbygge hjørner med f.eks. træstubbe, kvas og vand i haven. 

Formålet med projektet er at skabe et fællesskab omkring klimahandling, der kan begejstre, motivere og inspirere. Samtidig ønsker vi at skabe gode muligheder for ophold i haven.

Vi vil gerne bringe mere farve og liv ind i haverummet samt inspirere bibliotekets brugere til at få gode ideer, som kan tages med videre ud i verden eller hjem til egen have. 

Projektet vil udvikle sig lidt efter lidt og står derfor ikke færdigt på én gang. Vi vil løbende formidle processen på forskellig vis.

Hvis du har lyst til at følge med, deltage eller bidrage med stort og småt, kan du kontakte biblioteksmedarbejder Katja Anker på e-mail: kanke@helsingor.dk.

Du kan også melde dig ind i Facebook-gruppen Espergærde Grønne Nabofællesskaber, hvor vi løbende opdaterer hinanden om projektet.