10 romaner med status: Det er kompliceret
Valentinsdag og tid til romantik? Eller hvad? Årets mest rosenrøde dag er ikke lige nem for alle. Her er 10 vanvittigt velskrevne romaner, hvor kærligheden blomstrer (også den venskabelige slags), men forhindringer eller konventioner komplicerer kærlighedens væsen.
Af Biblioteket
Tre til en tango
Kærligheden er ikke altid en dans på (røde) roser. Giftige trekantsdramaer kan udspille sig, og passionen kan udvikle sig i en faretruende retning.
I norske Kjell Askildsens ’Omgivelser’ og britiske Ann Quins ’Tre’ og deres minimalistiske 60’er-romaner, der begge er nyoversatte, kommer en ukendt tredje imellem to eller flere parter og skaber et disharmonisk begær.
I danske Jenny Rossander og Ulrikke Baks ’Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen’ og ’Love looks bleak’ er kærligheden lig med fatale følger eller begreber som ’stalking’ og ’ghosting’.
Spejlet
Apropos virkelige spøgelser bliver jeget i Emma Rosenzweigs ’Jeg giver alt væk’ næsten besat af sin nye kærestes tidligere partner og denne ekskones efterladenskaber og begynder at mime hendes tidligere liv.
Jagten på den evige skønhed og forfængeligheden driver tre søstres mor fra et tidligere passioneret kærlighedsliv til en midlertidig søvntilstand i det nærfremtidige Drømmelåg i Ida Marie Hedes ’Den første lidenskab’ og driver dermed døtrene til at opsøge nye spændende muligheder for dem selv.
Venskabet og det der ligger i mellem
Kan en ung kvinde og hendes ældre mandlige kollega virkelig udvikle et ligeværdigt venskab? Svenske Therese Bohman skriver med 'Andromeda' en befriende anderledes fortælling om en forbundethed, der er umulig, men eksisterer på trods.
Amerikanske Torrey Peters ’Detransition, baby’ undersøger muligheden for at skabe en familie med flere end to forældre bestående af både tidligere og nuværende elskere.
I Jonas Eikas ’Åben himmel’ bliver et religiøst fællesskab og en åndelige kærlighed hos en gruppe beginer-kvinder både forsøgt forhindret og forfulgt af 1200-tallets religiøse institutioner.
Babygirl
Mange har nok for nyligt set den midaldrende kvinde få ’main character-’energi på det store lærred med Nicole Kidman i front. Nu tager litteraturen også til genmæle med Miranda Julys ’På alle fire’, der tager på roadtrip og romantisk tour de force med en fraskilt kvinde.
Kærlighedsromanen anno 2025 er udsøgende og uimodståelig.