Månedens digt: 'Hvorfor jeg ikke er maler' af Frank O'Hara

Jeg er for nyligt stødt på New Yorker-digteren Frank O'Hara. Han var en del af en frihedssøgende kunsterkreds i 50'erne og skrev sådan nogle ret umiddelbare digte om sine hverdagsbetragtninger.
De er lidt sjove og virker ligetil, indtil man læser tæt på teksten og finder ud af, at hvert ord er placeret med nøjsom omtanke.

Mit nye favoritdigt er Hvorfor jeg ikke er maler. Det er endnu federe på engelsk, men her er den danske version.

Kh.

¤

Hvor jeg ikke er maler

Jeg er ikke maler, jeg er digter. 

Hvorfor? Jeg tror hellere jeg ville være

maler, men det er jeg ikke. Altså,

for eksempel. Mike Goldberg 

er begyndt på et billede. Jeg kigger forbi.

"Sid ned og tag en drink," siger

han. Jeg drikker; vi drikker. Jeg ser

op. "Du har SARDINER der."

"Ja, der manglede et eller andet."

"Ahh." Jeg går og dagene går

og jeg kigger forbi igen. Billedet

går sin gang, og jeg går og dagene

går. Jeg kigger forbi. Billedet er 

færdigt. "Hvor er SARDINER?"

Der er kun et par bogstaver

tilbage, "Det var for meget," siger Mike.

Men jeg? En dag tænker jeg på 

en farve: orange. Jeg skriver en linje

om orange. Snart er det en

hel side med ord, ikke linjer. 

Og så en side til. Der burde være 

meget mere, ikke om orange, men 

ord, om hvor forfærdelig orange er

og livet. Dagene går. Det er ligefrem 

prosa, jeg er en rigtig digter. Mit digt

er færdigt og jeg har ikke nævnt

orange endnu. Det er tolv digte, jeg kalder

dem ORANGEADER. Og en dag i galleriet

ser jeg Mikes billede, det hedder SARDINER. 

¤